 |

Interpresse var hovedforlaget, men gennem årene blev en række forlag enten
opkøbt eller skabt til lejligheden.
Her nævnes kort forlagene - en nærmere beskrivelse vil følge på et senere
tidspunkt.
WILLIAMS FORLAG
Startede som forlaget I.K,, dem med Illustrerede Klassikere i 1955. Forlaget
blev senere en del af Williams-kæden, der forgrenede sig vidt over Europa og
samtrykte en lang række seriehæfter. I Danmark førte Williams og Interpresse
en omfattende krig på titler, og da Williams-kæden tabte Europa, blev den
danske afdeling købt af Interpresse i 1976.
Flere af bladene blev i nogle år videreført med Williams-navnet, dog stod
der Postbox 39, Bagsværd (Williams havde ellers haft kontorer på
Frederiksberg).
Efterhånden som tiden gik blev bladene dog erstattet med Interpresse-navnet,
Min Hest og Mit Livs Novelle var nogle af de sidste der anvendte Williams
forlagsnavnet.
FORLAGET HOLME
I 1975 startede en sexet tegneserie om kunstneren Johnny. Casanova Johnny
udkom helt frem til 1986, men under forlaget Holme. Holme Forlagsservice på
Møn var egentlig Interpresses lager, men nu blev det altså i en periode brug
som forlagsnavn. Sexede tegneserier var ikke forenelige med Interpresse
navnet.
RUNEPRESS
Her udkom bl..a. Kulørte Sider, som var branchens blad om tegneserier,
skrevet af fans til fans af serierne. Bladet startede som Serie-nyt i 1970,
men blev senere til Kulørte Sider i 1975. Udgivelsen holdt frem firserne.
Runepress blev brugt til nogle album (der udkom også album under Laserpress)
og Runepres var samtidig en postordreforretning.
DERES KRYDSORDSFORLAG
Krydsord har Interpresse skam også i beskæftiget sig med. I begyndelsen af
80'erne købte Arne Stenby Deres Forlag med adresse i Sortsø på Falster.
Deres Forlag var blevet grundlagt i 1970 af den navnkundige dyrlæge David
Knudsen, nærmest i trods. Knudsen havde nemlig et par år før startet Sortsø
Forlagsservice, et forlag der leverede bogpakker i kommission til
bladhandlere.
På et tidspunkt ønskede kunderne også krydsordsblade i deres bogpakker.
Knudsen henvendte sig derfor til Pressens Opgavebureau(i dag POB-Keesing
A/S), ejet af den også nok så velkendte Werner Nielsen. Svaret var et klart
nej, hvilket gjorde Knudsen så hidsig, at han sagde: "Så starter jeg (sgu)
bare selv en produktion"! -Hvilket var lettere sagt end gjort, da Knudsen
faktisk ikke selv var i stand til konstruere opgaver, som Werner Nielsen
kunne. Men "Hvor svært kan DET være?", tænkte han. Forhindringer er jo til
for at overvindes! -En glimrende igangsætter og ildsjæl var han og han
kendte oven i købet en lokal dame med "forstand på den slags", hun kunne
"strikke" ord sammen for ham, herligt! - Det viste sig dog, at
Krydsordskvaliteten var yderst beskeden, men han fik da et lille blad på
gaden under det meget nærliggende navn "Krydsord". Det blev starten på det
senere så velkendte "Krydsordsforlaget"- (nu med en stab af dygtige
konstruktører!), og krydsordsordstitlerne Lillebror, Børnekryds, Sofus,
4-Stjernekryds, Mesterkryds, Seniorkryds m.fl. så de kommende år dagens lys,
og i de næste tredive år kom de alle til at konkurrere med Werner Nielsens
Spar To, Slap Af, Kvik, Hedeslaget m.fl.!
Derfor er det selvfølgelig også morsomt at få med, at efter David Knudsen
afhændede sit forlag til Interpresse, der senere blev til Semic Interpresse
(Bonnier A/S), som så igen solgte forlaget for et par år siden til
POB-Keesing A/S!
-Ja, og således endte David Knudsen og Werner Nielsen (der senere var
blevet meget gode venner) alligevel i en stor fælles "krydsordsfamilie", som
til stadighed sætter deres præg på markedet, men det skulle ingen af de to
igangsættere komme til at opleve...
FREDERIK E
Forlaget hed engang Frederik E. Pedersens forlag, og udgav i mange år bla.
Tykke-Niels bøgerne.
I firsene købte Arne Stenby forlaget og det kom til at hedde Frederik E. Man
forsøgte at udgive Tykke-Niels og Tarzan, men det endte med at Frederik E.
navnet mest blev anvendt til særlige bogprodukter. Bl.a. er der udkommet Den
store Jens Fup på Frederik E. - og Alle Børnene... vitsbøgerne.
SEMIC FORLAGENE
Semic var en svensk tegneseriekæde (ejet af Bonniers). Semic er en
sammentrækning af serier og comics, og var i mange år udelukkende på det
svenske marked. I 1971 startede man en finsk afdeling og man overtog et
norsk forlag og dannede Semic Nordisk forlag.
I Danmark købte Semic sig ind i Interpresse i 1973, og i 1985 blev hele
Interpresse købt af Semic.
I 1983 havde Bonniers købt forlaget Carlsen, og derfor besluttede man at
fusionere de to forlag.
Det skete fysisk i 1986 og Semic Forlagene A/S fik adresse i Bagsværd.
Børnebøger udkom fortsat under Carlsen navnet, og tegneserier fik lov til at
beholde Interpresse navnet, selv om Interpresse officielt kom til at hedde
Semic Interpresse.
I 1991 blev forlagene igen skilt. Carlsen blev i Bagsværd med alle
albumudgivelser og bladene flyttede til Nørregade 7A i det indre København.
I 1995 flyttede Semic Interpresse sammen med en række blade fra Bonnier
Specialmagasiner i Rønnegade på Østerbro - og sommeren 1997 besluttede
Bonniers at sælge tegneseriebladene (dvs. Semic i Norge, Sverige, Finland
samt Semic Interpresse i Danmark) til Egmont.
STENBYS FORLAG
Blev anvendte til forskellige formål, bl.a. postordresalg og samlebilleder.
|
|